Konkurrencemyndighederne har 16. april 2025 godkendt Keolis Danmark A/S’ køb af Anchersen A/S. Det betyder, at Keolis i dag den 1. maj 2025 formelt overtager Anchersens rutebusaktiviteter beliggende i hhv. Hvidovre og Ringsted.  

”Vi glæder os over, at handlen nu er godkendt, så vi kan byde velkommen til de mange nye kolleger og styrke vores position på det danske marked for kollektiv trafik”, siger Peter Lanng Nielsen, administrerende direktør i Keolis Danmark A/S. 

                                                           

Opkøbet matcher Keolis’ strategiske mål om vækst og fokus på grøn omstilling. Over halvdelen af de overtagne busser er eldrevne, hvilket matcher Keolis’ igangværende grønne transformation, hvor forretningen omstilles fra diesel til el. Vores strategi ”KeoTrack 3.0” inkluderer en målsætning om 100 procent grønne kilometer ved udgangen af 2027 kombineret med fokus på nye forretningsområder bl.a. Københavns Metro. 

Keolis Danmark A/S er en del af Keolis Group med ca. 70.000 medarbejdere verden over og 2.000 i Danmark fordelt på busanlæg med egne værksteder på tværs af Danmark samt letbanerne i hhv. Aarhus og Odense.