Keolis Danmark udgiver en række artikler, der vil fremhæve Keolis’ arbejde i forskellige dele af verden. Denne artikel er den første i rækken, og omhandler den nordfranske storby Lille. 

En meget ambitiøs fornyelse og opgradering af det kollektive trafiknet var en del af fornyelsen af Keolis’ operatørkontrakt i 2017.

Den nordfranske storby Lille har i årtier været pioner inden for kollektiv trafik, og æren kan deles med Keolis, som nu på fjerde årti, er operatør i byens kollektive bytrafik. Lille åbnede i 1983 verdens første førerløse metro – med Keolis som operatør. Det multimodale netværk består af to letbaner og et stort busnet. Desuden driver Keolis udlejning af cykler – også her har Lille været pioner.

Det Keolis-ejede operatørselskab har siden 2019 heddet Ilévia – før hed det Transpole. Navneskiftet var også led i et internt kulturskift i selskabet hen imod en langt mere kundeorienteret tilgang.

Projektet ”Mobilidées” banede vejen. Appen Moodi blev lanceret i 2016. Her kunne passagererne melde tilbage om deres oplevelser på ruten. Der kom mere end 2000 tilbagemeldinger i løbet af få måneder – mange med konstruktive ideer til forbedringer. Det blev en vigtig inspiration til det ambitiøse fornyelsesprogram i den nye syvårige kontrakt fra 2017.

Over syv år er der afsat mere end 500 millioner euro (3,5 milliarder danske kroner) til en gennemgribende fornyelse og opdatering af det kollektive trafiksystem. Investeringen deles mellem Ilévia og byen. I første omgang har bystyret – Lille European Metropolis – afsat 110 millioner euro til formålet.

Her er nogle af investeringerne: et digitalt trafikinformationssystem, elektronisk billettering baseret på smartphones, slidte rulletrapper på metrostationer skal udskiftes, et helt nyt adgangs- og check-ind/check-ud-system på de 60 metrostationer og 150 af byens 450 busser skal udskiftes. Målet er en vækst i passagertallet på 18 procent over de syv år – fra 188 millioner årlige passagerer i 2017 til 224 millioner passagerer i 2024.

De to metrolinjer og de to letbanestrækninger ligger fast i geografien. Uden om dette er et busnet med over 90 linjer med tilsammen 3100 stoppesteder. Det dækker hele Lille-regionen lige syd for grænsen for Belgien. Dette busnet skal også moderniseres med færre linjer med højere frekvens og koordineret med byudviklingen i regionen.

Lilles automatiserede metrolinjer er blevet teknologisk opgraderet flere gange siden 1983 og har nu den højeste frekvens blandt førerløse metroer med afgang hvert minut.

Byens førerposition inden for kollektiv trafik understreges af, at Keolis også driver en af verdens første førerløse shuttlebus-tjenester på et lukket campusområde på universitetet i Lille.

”Det kollektive trafiksystem i Lille viser den franske organisering, når den er bedst, og det viser også Keolis’ kompetencer fra den bedste side”, siger Peter Lanng Nielsen, adm. direktør i Keolis Danmark. ”Frankrig har en tradition for store fladedækkende operatørkontrakter, hvor én operatør har ansvaret for hele den kollektive trafikdrift i et storbyområde. Arbejdsdelingen mellem det offentlige trafikselskab og operatøren er derfor helt anderledes end i Danmark. Modellen falder noget forskelligt ud alt efter, hvor godt samarbejdet er, og især hvor dedikeret bystyret er i forhold til kollektiv trafik. Netop i Lille er der et usædvanligt godt og tæt samarbejde mellem Keolis og bystyret. Flere årtiers tæt samarbejde giver nu særdeles gode resultater på passagertal, kundetilfredshed og driftskvalitet. ”