Keolis har indsat 11 nye Scania Interlink turistbusser på 13 meter på de to lufthavnsruter. Busserne har kørestolslift ved midterdøren og har god bagageplads. De nye busser har en høj komfort med ekstra gode sæder beregnet til længere strækninger. De to lufthavnsruter har meget få stop – nogle afgange mellem Aarhus og Billund er endda gennemkørende uden stop. Busserne har toiletter og Keolis har tilføjet mulighed for passagererne at hente kaffe eller the på busturen.

Lufthavnsruterne adskiller sig fra andre busruter ved at være tilpasset flytrafikken. Den vigtigste forskel er, at lufthavnsbusserne i princippet kører 24 timer i døgnet. Rute 912X Aarhus -Billund har en fast køreplan, mens Rute 925X Aarhus-Tirstrup kører udelukkende efter flyselskaberne afgange og ankomster uden fast køreplan. Busafgangene på denne rute fastsættes 2-4 uger i forvejen.

De nyindkøbte 11 nye Scania Interlink busser hører til de mest miljø- og klimavenlige på markedet. Energieffektiviteten er meget høj med en ydeevne på 4,5-5 km pr. liter diesel – dobbelt så godt som de fleste bybusser.

”Den flotte grønne profil skyldes tre faktorer”, siger Peter Lanng Nielsen, adm. direktør. ”De nye busser har virkelig en høj energieffektivitet, desuden kører lufthavnsbusserne på lange stræk med få stop, og endelig har vi i Keolis nogle dygtige chauffører, som er bevidste om at køre så grønt som muligt.”

Flere af chaufførerne er nye hos Keolis, og er hurtigt faldet til i miljøet hos Keolis. De har fået tilbud om at blive faglærte buschauffører efter meritmetoden, og den første har allerede gennemført de uddannelsesmoduler, han manglede og er nu faglært. Flere er på vej gennem uddannelsen.

”De to midtjyske lufthavnsruter ligger godt for Keolis med Midttrafiks ekstra høje servicekrav til både busser og chauffører”, siger Peter Lanng Nielsen. ”Vi har heldigvis en gruppe af meget erfarne og dedikerede medarbejdere – chauffører, mekanikere og driftsstyringsfolk -, der er parat til at yde deres bedste for at være på pletten for flypassagererne til og fra Tirstrup og Billund Lufthavn og sikre dem en behagelig begyndelse eller slutning på flyrejsen.”