Stolte medarbejdere fra Keolis i Hinnerup modtog prisen som Årets Busselskab
Fra venstre: Peter Quaade (driftsdirektør), Freddy Jepsen (driftschef) og Torben Luk (Tillidsrepræsentant).

Keolis er bedste busselskab i Midttrafik

mandag 05. december 2016

Hvert år kårer Midttrafik de busselskaber, der har de mest tilfredse kunder. Keolis har vist at vi kender vejen til høj kundetilfredshed, og vinder derfor prisen som årets busselskab i Midttrafik blandt de store busruter.

Keolis driver en række ruter for Midttrafik fra anlægget i Hinnerup, og det er her motivationen blandt chaufførerne er tårnhøj – og kundeservicen så god, at kunden pegede på Keolis da årets priser skulle uddeles. I de kundetilfredshedsmålingerne har Keolis klaret sig bedst på samtlige spørgsmål i målingen, med få kundeklager, høj kvalitet samt god service fra buschaufførerne.

Personlig service er vigtig

- Vi arbejder med sikkerhed i driften, ved at busserne er i orden, så man kan stole på, at vores busser kommer, fortæller Freddy Jepsen, driftschef hos Keolis i Hinnerup. Det er en del af den service, vi mener, er vigtig. Herudover er den personlige service vigtig, fordi vores chauffører møder mange forskellige kunder i bussen hver dag, der alle skal have den samme gode service, der skal tilpasses den enkelte kunde. Dialogen om, hvordan vi bedst gør det, har vi i chaufførstuen kollegaer imellem. Det er vigtigt, at man hjælper hinanden, så vi sammen kan levere service, sikker og stabil kørsel.

Om årets busselskab

For førstepladsen modtager Keolis udover æren, også 75.000 kr. i bonus. 2. pladsen går til De Grønne Busser og 3. pladsen går til Arriva. Der blev også uddelt priser til de mindre busruter, hvor prisen gik til Midtbus Jylland, De Gule Busser og Malling Turistbusser. Fra busanlægget i Hinnerup kører Keolis flere regionale ruter i Østjylland bl.a. rute 111, 115 og 200.

Stolte og ydmyge

- Keolis er stolte over prisen, som vi kan takke alle medarbejderne i Hinnerup for. Vi vil gøre vores yderste for, at vi også fremover vil have lige så tilfredse kunder som i år, lyder det fra driftsdirektør i Keolis, Peter Quaade, der også var til stede da prisen blev uddelt.

Mette Julbo (Vicedirektør i Midttrafik), overrækker prisen til Freddy Jepsen fra Keolis.