Grønne busser i Odense

mandag 21. december 2015

Søndag d. 13. december blev Odense lidt grønnere. Det skete da Keolis satte 18 nye hybridbusser i drift.

Keolis har nu overtaget ansvaret for driften af bybusserne i Odense. En opgave med 80 busser - hvoraf halvdelen er helt nye, og de mest miljøvenlige på markedet.

Fredag d. 11. december, to dage før driften gik i gang, var der planlagt fremvisning af de nye busser. De 18 meter lange hybrid ledbusser fra Volvo og 12 meter hybridbus fra Scania skulle vises frem. En lang række interesserede borgere samt folk fra busbranchen var mødt talstærkt op sammen med lokale aviser og tv-stationer for at se nærmere på busserne.

DE MEST MILJØVENLIGE BUSSER

Anders W. Bertelsen fra Odense byråd fortalte at Odense nu er klar med den mest miljøvenlige busdrift nogensinde - med 18 miljøvenlige hybridbusser ud af de i alt 80 busser der kører i Odense. Et tal som kommunen kan øge med yderligere 27 hybridbusser i de kommende år.

Hybridbusserne forventes at kunne køre ca. 30% længere på literen, og har den fordel at de kører på eldrift en del af tiden, som dels er en fordel for miljøet, men især også for passagerer, cyklister og gående, da bussen er langt mere støjsvag end traditionelle busser.

De grønne busser i Odense er dermed blevet endnu mere grønne.