Chauffør kørte fra Kaos til Keolis

torsdag 30. november 2017

Dette er en artikel skrevet af Rolf Brems fra Keolis anlægget i Odense, oprindeligt udgivet af transportnyhederne.dk i deres magasin "Magasinet Bus".

Det såkaldte Arabiske forår startede i 2011 med at en tunesisk gadehandler i protest mod den sted- lige korruption satte ild til sig selv. Det blev bogstaveligt talt gnisten som satte store dele af den ara- biske verden i brand. Protesterne var rettet mod de ofte diktatoriske regimer, arbejdsløshed, udbredt korruption med faldende levestandard, og fattigdom til følge. Et af kravene fra befolkningen var blandt andet, at man ville indføre en form for demokrati, hvilket man jo ikke er så forvænt med på de kanter

Af Rolf Brems, buschauffør, gæsteskribent hos Magasinet Bus

Syrien har - eller havde – efter at Bashar al-Assad overtog magten efter sin far i år 2000, ellers en regering som be- kæmpede korruption, indførte en vis grad af ytringsfrihed, og søgte gode relationer til den vestlige verden. Med Iraks kollaps og mangel på ledelse opstod der her en grobund for forskellige fraktioner af oprørsgrupper. En af de mest kendte, Isis, kunne så i det ledelsesmæssige vakuum, hyre utilfredse unge til at kæmpe for et kalifat efter et streng og fundamentalistisk forbilledet.

Det bredte sig til Syrien, hvor Isis indtog store områder og mange byer, som blev til rene krigszoner. Mange måtte flygte til andre dele af landet, nabolande eller tage den stor tur op gennem Europa. Én af dem. som valgte at tage den lange tur, er Ahmad Mohammad Baker.

Ahmad endte i Odense

Jeg er på besøg hos ham og hans familie i Bolbro i det vestlige Odense. Ahmad er under uddannelse i et IGU (Inte- grations Grund Uddannelsen), som er en to-årig uddannelse, der lægger vægt på læring af sprog og en kompetence- givende uddannelse. Det har givet ham et buskørekort, og han er netop blevet færdig med indøvelsen af ruter og billetsystemer hos Keolis, som kører bybusser for FynBus i Odense.

Arbejdsmæssigt er det et stort spring. I Syrien arbejdede Ahmad i et af de to store teleselskaber, som sælger af mo- biltelefoner. Her havde han ansvaret for salget af telefoner og simkort til butikkerne.

Men borgerkrigen ændrede alt og sendte mere end 10 millioner mennesker på flugt - heraf 4 millioner til udlandet. I 2015 så vi, hvordan flygtningestrømme søgte mod nord, og gik bogstaveligt talt på motorvejene. En borgerkrig på ord opstod i den danske befolkning, hvor tilhængere og modstandere af flygtningepolitikken satte sindene i kog. Det føg med ord som velfærdsflygtninge, racister og naive venligboere.

Ahmads historie

Men Ahmad er helt klar i mælet og fortæller sin historie:

- Jeg er en ud af seks søskende. Vi boede i Damaskus, hvor min far var købmand og havde en god forretning, mens min mor gik hjemme. Vi fik alle sammen en god skoleuddannelse, hvad der svarer til en studentereksamen, det vil sige 12 år i skole. Jeg har altid haft arbejde, og jeg tjente godt, havde bil og købte faktisk lige inden urolighederne be- gyndte, en stor lejlighed på 200 kvadratmeter.

Hans kone Naijlaa skænker arabisk kaffe op og byder på hjemmelavede kager. Ahmad fortsætter:

- Og spørger du mig, mener jeg, at Syrien op til krigen blev et bedre og bedre sted at bo. Velstanden voksede gene- relt efter min mening, så jeg havde absolut ingen intentioner om at skulle forlade mit land.

Men i 2013 og 2014 begyndte tingene at ændre sig. Skyderierne tog til, granater slog ned tilfældige steder i byen, og det at tage på arbejde blev livsfarligt. Ahmads bror blev ramt af en snigskyttes kugle i hovedet, men det var heldigvis kun var et strejfsår. Ahmad viser et billede af broderens sår på sin mobil.

Dagligdagen blev i 2014 en kamp om overlevelse, samfundet brød sammen og arbejdet ligeså. Samtidig var der et pres på mændene om at skulle deltage i krigen. Men som Ahmad siger: ”Hvem var fjenden..?”
Der var forskellige oprørs- og militsgrupper, regeringstro tropper og Isis. Alle ville de tvinge mænd i en eller anden uniform.

- Til sidst var der ingen anden udvej end flugt, fortæller Ahmad og fortsætter:

-Jeg begyndte at planlægge turen, fik taget afsked med venner og bekendte, og til sidst med konen og vores den- gang to-årige datter. Jeg betalte 1.000 dollar for at blive smuglet ind i nabolandet Libanon. Det tog en tre-fire timer, mest på grund af trafikken og sikre omveje, for det ligger kun en lille times kørsel fra Damaskus.

Vejen til Grækenland

I Libanon købte Ahmad en billet til Istanbul i Tyrkiet. En tur uden dramatik - og med et telefonnummer i bagagen hjemmefra på nogle menneskesmuglere var Ahmad nu rimelig optimistisk. Ahmad fortæller videre:

- I Istanbul er der en meget velorganiseret menneskesmuglerindustri. For 1.500 dollar kunne de sejle os til en græsk ø. Vi blev installeret syv mand i en lejlighed, prisen var 1.000 kroner pr dag, og der skulle vi bare vente. Hver dag kom der så en person og hentede nogle af os. Nye kom til, og efter tre dage var det min tur. Jeg blev hentet i en lille bus, og sammen med en 8-10 andre blev jeg fragtet i en absolut ikke komfortabel bus. Vi var stuvet sammen, jeg sad med benene oppe under hagen i otte timer.

- Vi ankom til Izmir, hvor vi havde én dag. Her begyndte jeg at blive nervøs og tænke over hvordan - og i hvad - de ville få os over til den græske ø Kios, som ligger tættest på Tyrkiet. Der var der jo ingen reklamationsret. De kunne bare løbe med vores penge, eller skubbe os fra land i en utæt gummibåd.

Dagen efter mødte Ahmad op på stranden, hvor der var hundredvis af andre flygtninge, og alt foregik i fuld offentlig- hed, fortæller han.

Det tyrkiske politi gjorde ingenting, men stod bare på afstand og betragtede alle flygtningene.

- Vi var 38 personer, som skulle være i en gummibåd. Den var ny, og jeg havde købt en redningsvest. En af de andre flygtninge, som havde lidt sejlerfaring, blev instrueret i brugen - og med en GPS til at styre efter stak vi til søs.

- I starten var havet roligt, men et stykke ude begyndte båden at vippe. Jeg blev overvældet af en ubeskrivelig frygt for at dø. Og lige pludselig gik det op for mig, hvilken situation jeg havde bragt mig i. Jeg var endda alene, havde kun ansvaret for mig selv. Mange andre havde deres børn med. Men det gik heldigvis godt, og efter en 5-6 timer på havet nærmede vi os den græske ø, hvor vi blev samlet op af politiet.

I Europa

- Vi blev ført til en stor lejr, som var meget beskidt, vi sov en 30-40 mand i store sovesale, men folk sov overalt, også udenfor og på jorden. Toiletterne var et hul i jorden - men vi kunne glædes os over at være i sikkerhed. Vi blev be- spist to gange om dagen, men det hele virkede meget uorganiseret og kaotisk. Ahmad fortæller at man skulle passe på sine ejendele, selvom det kun var tøj og penge han havde med sig.

Ahmad griner:

- Pengene havde jeg i mine underbukser. Min mor havde syet indvendige lommer – ja, det gjorde hun til dem af mine søskende, der valgte at flygte. Jeg havde både dollars og euro på mig.

Ahmad vidste fra starten, at det ikke var de sydeuropæiske lande, man skulle søge til. Han havde hørt og læst en del om Danmark, så efter otte dage i lejren fik han tilladelse til at rejse til Athen.

Han var nu registreret som flygtning i et EU-land, men vidste fra andre, at det nu gjaldt om ikke at blive opdaget fø- rend han kom til Danmark.

- Hvis jeg blev taget i lande omkring Grækenland, ville jeg blive sendt tilbage dertil.

Jeg sejlede med et skib til Athen, det tog 11 timer, og her jeg fandt sammen med fem andre. Alle havde vi hver vores mål i Europa. I Athen fandt vi et hotel, hvor vi så boede alle mand på et værelse, det kostede os ca. 100 kr. i døgnet.

- Også her var menneskesmugleriet sat i system. Ja, da det var sikkert mere effektivt end det græske asylsystem. Jeg købte en ”tur” til Milano med falske ID papirer. Efter 17 dages venten var de klar, og jeg tog en flyver til Italien, en tur uden problemer. Efter tre dage i Milano fik menneskesmuglerne mig på et tog til Nice i Frankrig, der havde jeg én dag.

Grunden til, at Ahmad ikke kunne tage direkte fra Milano mod nord, var grænserne til Østrig og Schweitz. Hvis han blev stoppet her, ville de sende ham tilbage til Grækenland. Fra Nice gik det med tog til Amsterdam, og efter et par dage med toget via Hamburg stod han i København.

Mødet med Danmark

- Jeg havde fået at vide at der lå en politistation på banegården, men jeg kunne ikke finde den, griner Ahmad.

- og efter at have spurgt nogle som så lokale ud, blev jeg vist hen til politistationen. Jeg er vant til, at den slags i Sy- rien er store og bevogtede, men her kom jeg ind i nogle små lokaler og fik en venlig modtagelse. Jeg søgte asyl, og der kom så en tolk. Derefter fik jeg taget et billede, og blev sendt til Sandholm. Dagen var 7. juli 2014 - en dag jeg al- drig vil glemme.

Efter at have rejst rundt i Mellemøsten og Europa, kom nu turen til Danmark. Efter fem dage i Sandholm kom han til Brovst. Her boede han i en måned. Så gik turen til Sønderborg, og derefter til Hjørring, hvor han opholdt sig i ca. 2 mdr. Rejsen endte i Odense, hvor han fik sin lejlighed – og begyndte på en sprogskole.

- Jeg søgte så om familiesammenføring. Min kone og datter, som jeg havde været adskilt fra i 11 måneder, rejste nu - modsat mig - legalt via Libanon til Tyrkiet, og herfra direkte til Danmark.

Buskørekort og praktik hos Keolis

Mandag 9. januar 2017 startede Ahmad på IGU, en kombination af sprogundervisning og faguddannelse. For hans vedkommende en chaufføruddannelse til bus. Ahmad har kun godt at sige om skolen. Det var meget søde og enga- gerede lærere, men det var meget svært, ud over sproget er det jo et andet alfabet. Han bestod teoriprøven i fjerde forsøg, køreprøven bestod Ahmad første gang.

- Vi var fire, som startede hos Keolis i Odense. Her begyndte vi praktikken med et firedages kursus, hvor vi skulle lære alt om rejsekort og billetering, samt en praktisk dag på garagen. Her skulle vi lære busserne og deres forskellige funktioner at kende, og ikke mindst at kunne bakke med dem. Specielt ledbusserne var en udfordring, og de står par- keret tæt, men også de lange 13,7 meter og deres store bagende-udsving var godt at prøve i et beskyttet miljø. Her- efter kom vi på sidemandsoplæring og skulle ud og lære alle ruterne at kende, hvilket også var en kæmpe udfordring.

- Men mine kolleger har været meget hjælpsomme, og vi har jo et godt hjælpemiddel i vores tablet, som er monteret i bussen og som viser ruten. Får jeg bare sat den rigtige tur ind, skal det nok gå, smiler Ahmad.

En fra IGU-holdet stoppede efter få dage, hvor han kørte alene. Han var simpelthen bange for at køre galt i byen og følte, han ikke kunne håndtere den sproglige udfordring fra kunderne.

- I Syrien er der ikke status i det at køre bus, der kan jeg godt have lidt vanskeligheder med at overbevise gamle ven- ner om, at det i Danmark er et vellønnet og respektabelt job, fortæller Ahmad og fortsætter:

- Da jeg var færdig med indøvningen, fik jeg brev fra firmaet om, at jeg kom på fuld løn, selvom aftalen i IGU er en la- vere løn. Det syntes jeg var en fin og respektfuld anerkendelse.

Ahmad har affundet sig med sin skæbne. Han kan ikke umiddelbart vende tilbage Syrien, for det første fordi hans lej- lighed ligger i ruiner, og for det andet, fordi han flygtede fra militærtjenesten. Hans ene bror bor i dag i samme op- gang, og er i gang med at tage tandteknikeruddannelsen i Danmark - en uddannelse, som han har med sig fra Syrien. En søster bor i Otterup, og to andre søstre i Tyskland. Den sidste søster er gift med en mand, som arbejder i Syrien i et kommunikationsfirma.

Ahmads forældre er pensionister og har stadig deres hjem i Syrien, de modtager deres pension, men alt er dyrere i Syrien, så alle i familien hjælper dem.